
- Denne begivenhed er allerede afholdt.
CHAKRAER, SYVÅRSPERIODER OG GRÆNSETEMAER ved Heidi Hansen


Hvordan udvikles/åbnes hvert af de 7 chakraer i løbet af menneskets livsrejse via æterlegemet? Og hvordan påvirker vores livstemaer sansningen af os selv og verden gennem chakraerne?
Chakraerne kan betragtes som æteriske sanseorganer, og samlet set udgør chakraerne et samlet, vævende sanseorgan rundt om menneskets fysiske legeme.
Æterlegemets sansekvaliteter er afgørende for, hvordan vi hver især som menneske møder andre mennesker og verden omkring os. Sådan helt praktisk om vi formår at afgrænse os selv fra impulserne fra andre for meget eller for lidt. Fx om vi kommer til at tage for meget hensyn til andres følelser, eller har tendens til at optage andres følelser som egne følelser. Eller slet ikke kan mærke andre mennesker.
Rejsen gennem livet tilbyder alle mennesker en mulighed for at modnes i det sociale felt ved at arbejde bevidst med at opøve en balanceret sansning af andre, og dermed også at adskille og forbinde sig selv med verden på en sund måde.
Foredraget er et bud på, hvilke sanse- og grænsetemaer, der knyttes til de syv chakraer. Betragt foredraget som en form for ”åbent værksted”, som kan inspirere arbejdet med selvudvikling og med til at skabe en sund kultur i et socialt fællesskab. Det er svært at sætte ord på det, der foregår i rummet mellem mennesker, men ikke desto mindre vigtigt, at vi øver os i det sammen.
Pris: 90/120 kr for medlemmer/gæster.
Beløbet betales ved indgangen.
Heidi Hansen er heilpraktiker og terapeut og formidler af Rudolf Steiners antroposofi til mennesker, som arbejder med selvudvikling og ønsker at virke skabende i verden inspireret af åndsvidenskaben. Heidi har tidligere holdt foredrag og kurser om biografiarbejde (arbejdet med selvudvikling ud fra temaer i menneskets syvårsperioder) og i selvudvikling gennem indsigt i planet- og organprocesser (planeter, organer og følelser) i regi af Teosofisk Forening. Disse foredrag er tilgængelige for medlemmer som lydfiler.
#chakra
ID. 2024.01.30HHAffnTFK